Dansk Fjernvarme har på det seneste sat fokus på, hvordan flere fjernvarmeselskaber rundt om i Danmark bruger biomasse til at sikre både grøn og prisfornuftig varme til nogle af de i alt 1,8 millioner boliger, der modtager fjernvarme.
Du kan på linket her se en video om, hvordan flis fra skovene i Danmark bliver udnyttet til fjernvarme.
Flis - fra skov til varmeværk - Youtube
Biomasse fra danske skove kommer i form af træflis, der er et restprodukt i forbindelse med skovning eller udtynding. Det er således ifølge Dansk Skovforening og HedeDanmark blot fem procent af den samlede fældning af træer, der ender som flis til brug hos bl.a. lokale fjernevarmeselskaber. Den resterende del af de træer, der bliver fældet, går primært til tømmer og emballagetræ.
Det er med andre ord en meget lille del af træerne i de danske skove, der ender som energi hos fjernvarmeselskaberne og - i sidste ende - som varme i de danske boliger.
Målet er at producere træer med høj værdi. Flisen er i den sammenhæng et restprodukt. Kigger man tilbage i tiden, til før fjernvarmeselskaberne kunne bruge den til varmeproduktion, så drev man faktisk skov på den måde, at store grene og toppe fra sluthugsterne blot blev skubbet sammen og brændt af på stedet. Simpelthen for at få det af vejen, så man kunne koncentrere sig om produktionen af det træ og tømmer, der reelt er penge værd.
Man kan sige det sådan, at flisen har værdi, fordi den gør, at skovejeren kan passe skoven bedre. Derudover er det positivt, at flisen, som er et restprodukt fra skovdriften, kan udnyttes til fjernvarme.
Nu skal ikke bare Danmark, men hele EU - og en stor del af resten af verden - have gas ud af energiproduktionen, og derfor er det for tidligt at skrotte brugen af biomasse i Danmark. Særligt fordi den biomasse, der i dag bliver anvendt i fjernvarmesektoren er dokumenteret bæredygtig.
Biomasse, som bruges til produktion af fjernvarme, skal leve op til lovgivningsmæssige bæredygtighedskrav, som vi skal dokumentere årligt. I 2021 var kravet, at 90% af den anvendte biomasse skulle være dokumenteret bæredygtig. Hjørring Varmeforsyning har for 2021 kunnet dokumentere, at 100% af den anvendte biomasse har været bæredygtig. Her på vores hjemmeside er det dokumenteret i "Statusrapport 2021 for Bæredygtig Biomasse for Hjørring Varmeforsyning", som er udarbejdet af en ekstra auditør.
Dertil kommer, at hovedparten af biomassen er lokal.