Repræsentantskabsmøde den 18. maj 2022
Repræsentantskabsmøde den 18. maj 2022
Regnskab 2021
På repræsentantskabsmødet blev regnskabet for 2021 godkendt. Resultatet er et overskud på ca. 2,5 mio. kr. Da Hjørring Varmeforsyning ejes af forbrugerne, er der ikke nogen fremmed kapitalejer, der skal have afkast, og derfor vil de 2,5 mio. kr. komme forbrugerne til gode og indregnet i fremtidige varmepriser.
Varmeselskaber er ”hvile i sig selv” selskaber, og det betyder, at man ikke må samle egenkapital sammen, men alle overskud og underskud skal reguleres over den kommende varmeregning. Da varmeprisen for 2022 blev fastsat i november 2021, blev der indregnet et forventet overskud fra 2021 i prisen – så forbrugerne er allerede i gang med at få overskuddet tilbagebetalt.
Efter flere år med stagnerende varmesalg blev der i 2021 omsat for 121,5 mio. kr., hvilket var ca. 5 mio. over det budgetterede. Der blev indført en stigende afgift på affaldsvarme (merudgift på ca. 3 mio.), og med de generelt stigende priser i 2021 er resultatet for 2021 tilfredsstillende.
Konvertering af gasområder
Der arbejdes med at undersøge, om der er grundlag for at konvertere to større gasområder i Hjørring by til fjernvarme.
Der er desuden mange husstande, der opvarmes med gas uden for Hjørring by, og varmeforsyningen vil se, om man har en rolle i denne omlægning.
Fremtidens varmeforsyning?
Der er mange bolde i luften, og varmeforsyningen vurderer den igangværende udvikling med brændsler, nye teknologier, forsyningsområde m.m. for at medvirke til omstillingen til grøn energi.
Folketinget arbejder på planer om effektiviseringer af varmebranchen. Det er lidt underligt, når man ser på prisudviklinger fra 2014, hvor priserne på varme er faldet med 13%, el med 4% og vand er steget med 6% og spildevand med 15%.